Danmarks eneste Fantasy bogmesse
Fantasy-genren fortsætter sin vækst i både dansk og international litteratur. For femte år i træk kan fans af Harry Potter, Twilight-sagaen og Troldmandens lærling føle sig hjemme, når de historiske bygninger på Herlufsholm Kostskole slår portene op til Danmarks eneste Fantasy-bogmesse.
Den gamle kostskole er som skabt til eventyr, og på bogmessen vil forlag, forfattere, læsere og rollespillere mødes med den gode, fantasifulde fortælling i centrum. Bogmessen henvender sig primært til et nationalt publikum. Der vil både være programpunkter for børnefamilier med større børn i alderen 6 - 13 samt unge (Fantasy-genren har et særligt greb om de 9-18-årige) og den stigende gruppe voksne. Messen byder på særskilte oplæsninger og events målrettet de enkelte aldersgrupper.
Hvorfor en bogmesse
Det siger egentlig sig selv: Det er fantasien, der er afgørende for fantasy-genren. Netop derfor er genren kendetegnende ved en vildtvoksende vækst ud over alle platforme - fra bøger til film, computerspil, tegneserier og rollespil. Men for os starter det hele ved, at en forfatter får en idé og sætter pen til papir. Her er udgangspunktet - og herfra kan alt ske.
Men selv om forfatterne, læserne og forlagene er i centrum ved fantasy-bogmessen, ville vi ikke være tro mod genren, hvis vi lod os begrænse. Derfor vil de historiske skolebygninger ved Susåens tågede bred bliver omdannet til en parallelverden ved Herlufsholm Fantasy Bogmesse 2016, hvor orker, dværge og elvere mødes med vampyrer, satyrer, fauner og skoleelever med magiske evner.
Pris
Voksne: 50,- kr. (over 12 år)
Børn: 30,- kr. (børn under 6 år gratis adgang)
Det er kun muligt at købe billetter ved indgangen.
Der er gratis adgang for børn under 12 år lørdag, hvis de ankommer udklædt og i selskab med betalende voksne.