"Lige der, hvor Harry Potter møder Døde Poeters Klub. Lige der, hvor man siger opdragelse og elite uden at sige undskyld. Lige der ligger Herlufsholm kostskole, lidt uden for Næstved og alligevel lysår væk fra Danmark".

Sådan indleder Anders Agger sin dokumentarserie om Herlufsholm; med sin karakteristiske stemme og sit poetiske sprog. Dokumentarserien om Herlufsholm har været en af DRs helt store dokumentarsucceser. Da den blev vist første gang i efteråret 2005, var der op mod 800.000 seere, og den er siden blevet genudsendt et par gange. Serien var ellers nær aldrig blevet til noget; for det var ikke så nemt at få lov til at komme ind bag klostermurene. I omtrent et års tid ringede Anders Agger hver uge til rektor Klaus E. Jakobsen for at overbevise ham om projektet, og hver gang svarede rektor blankt nej. Vendepunktet for Anders Aggers og rektors efterhånden rituelle ugentlige samtaler blev, da rektor så Anders Aggers dokumentar '3.Z' (et personligt portræt af Anders Aggers egen klasses genforening). Derefter var rektor parat til at mødes med Anders Agger og tale mere om projektet.

"Efter mit første møde med Klaus, blev det til i hvert fald 7-8 møder, hvor han samlede stadig flere ledelses- og stabsfolk omkring sig, inden jeg fik et ja til projektet. Jeg husker især et møde, som fandt sted i Amaliegade, hvor jeg var inviteret til noget nær forhør hos daværende forstander Søren Haslund- Christensen. Her fik min redaktionschef og jeg klar besked om, at journalister blot er en flok dumme socialdemokrater og dovne hunde - og hvis vi så meget som krummede et eneste hår på Herlufsholms omdømme, så ville han personligt beskære vores ædlere dele med en manchetkniv".

Anders Agger blev dog ikke skræmt væk og ledelsen i dokumentarafdelingen i DR jublede. DR og Herlufsholm Skole underskrev en samarbejdsaftale, der bl.a. beskrev, at målet med dokumentaren skulle være at skildre skolen på godt og ondt alene ud fra det, Anders Agger rent faktisk oplevede på skolen, og ikke ud fra de fordomme, han eventuelt måtte medbringe. Dokumentaren skulle bl.a. følge det første skoleår for drengene Hans, Frantz og Kasper, som alle skulle starte som kostelever i 6. klasse, og hvis forældre kom fra hhv. Californien, Jylland og Hong Kong.

"Blot 3 dage inde i de første optagelser kom Klaus og jeg til at krydse klinger om samarbejdet. Jeg var midt i en meget følsom interviewsituation i Festsalen med drengen Casper. Casper var blot et par dage inden blevet afleveret af sine forældre på skolen og talte ikke et ord dansk. Lige der kommer Klaus stormende ind i lokale, og forlangte at tale med mig med det samme. Klaus havde opdaget, at jeg havde filmet et sted, vi ikke på forhånd havde aftalt, og det ville han ikke finde sig i. Det møde, vi havde på gangen uden for festsalen den dag, bliver helt afgørende for vores videre samarbejde. Vi råbte begge med meget store bogstaver, men kom i sidste ende en hel del nærmere hinanden. Klaus indså, at han blev nødt til at give mig et vist råderum til at optage, hvad jeg så; men jeg måtte også indse, at Klaus' ønske om kontrol over min færden primært kom af et ønske om at skærme sine elever og sikre dem mod udnyttelse."

"Det var i det hele taget vigtigt for Klaus, at dokumentaren viste et nuanceret billede af Herlufsholm og bl.a. fortalte, at Herlufsholm også har plads til begavelser, som ikke nødvendigvis er født med en sølvske i munden. Bl.a. derfor præsenterer dokumentaren elever med meget forskellig baggrund. Det var også vigtigt for mig, at få f.eks. historien om Emil med. Emil, der havde gået på engelsk kostskole, siden han var 7 år, og derfor havde det svært med visse ting. I første omgang var Klaus imod, men det viste sig, at Emil havde behov for, at fortælle sin historie, og derfor kom den med."

Herlufsholmdokumentaren blev for alvor Anders Aggers gennembrud ud i dokumentar-genren, og dokumentaren blev tilmed kåret til 'Årets dokumentarserie' i 2005 ved årets tv-festival (dansk fjernsyns Bodil-fest).

"På mange måder er Herlufsholm blevet mit kors og den dokumentarfilm, som jeg får flest spørgsmål til. Oftest bliver jeg spurgt, hvorvidt mit billede af Herlufsholm nu også afspejler det faktiske Herlufsholm. Mit svar er altid, at dokumentaren i høj grad afspejler min personlige oplevelse af stede, og ikke mindst gengiver de stemninger, der greb mig, da jeg var der. Jeg kan godt forstå, at nogle synes, at vinklingen med at følge de 3 små drenge kan synes unuanceret, når de reelt var de eneste drenge på skolen, der var så unge. Men vi har ikke fortalt en historie, som ikke var der, og jeg ved, at ikke mindst nogle lærere syntes, at det var væsentligt at få den del af livet på Herlufsholm frem i lyset."  

Når Herlufsholm Skole overhovedet havde Anders Aggers interesse, skyldtes det, at han som barn i Juelsminde kendte nogle børn, som gik på Herlufsholm, og at han dengang blev fascineret af den verden, de kunne fortælle om. Før Anders Agger lavede dokumentaren om Herlufsholm, var han dog meget skeptisk over for hele kostskolekonceptet. Nu er hans skepsis på mange områder vendt til begejstring.

"Jeg oplever Herlufsholm som et unikt stykke skolehistorie, hvor man formår at koble '1565' med moderne skolereformer. Der er en utrolig sameksistens af sarkofager og elever, der går på Crazy Daisy. Især er jeg begejstret for, at man på Herlufsholm kigger mere ud i verden for at få inspiration, end man stirrer sig blind på egen navle. Her anerkender man som noget helt naturligt, at Danmark er en del af en større helhed".

Anders Aggers seneste dokumentar er serien "Og det var Danmark..", hvor han forsøger at indkredse 'danskheden'. Interessen for netop det emne blev bl.a. vakt under optagelsen af Herlufsholm-dokumentaren og mødet med de mange udlandsdanskere, som sender deres børn på Herlufsholm.

"Det har overrasket mig, hvor danske udlandsdanskerne faktisk er samtidig med, at de kan være fuldt integreret i et nyt land og i familien tale flere forskellige sprog sammen. Og så synes jeg, det var interessant at undersøge, hvad der driver udlandsdanskerne. Jeg havde forventet, at udlandsdanskerne især ville pege på janteloven som noget særligt dansk og som deres motivation for at rejse væk. Men det slog mig, at langt de fleste i stedet pegede på danskernes selvtilstrækkelighed og selvforståelsen af at være de bedste i verden som det begrænsende."

"Det, jeg bed mærke i såvel blandt forældrene på Herlufsholm som de mennesker, jeg har interviewet i min seneste dokumentar, var, at udlandsdanskerne i høj grad holder fast i en række af de værdier, de har med fra deres opvækst i Danmark, og som de oplever ikke er særlig udbredte, der hvor de rejser til. Det er f.eks. den frie omgangstone, accepten af uenighed såvel i private relationer som faglige, ligeværdighed uanset position i samfundet og køn. Det er formentlig også nogle af disse værdier, som får forældrene til at sende deres børn til Herlufsholm."

Anders Agger arbejder fortsat i DR, i øjeblikket som leder for en række dokumentarproduktioner, men han håber snart selv at lave en ny dokumentar. Han har heller ikke helt lagt Herlufsholm på hylden, men drømmer om en dag at vende tilbage til de personer, han mødte på Herlufsholm for at skildre hvad der siden er hændt dem.

Anders Aggers dokumentar om Herlufsholm kan ses HER: