Top billede

 

Ny skulptur i Nyhave

Ny skulptur i Nyhave
18nov 2014

Den fine træfigur af Herluf Trolle og Birgitte Gøye, som skolen fik udskåret af det træ, der stod på den lille forhøjning foran kirken i 2000, er desværre ved at forgå. Det er især den venstre fod på Herluf Trolle, der er gået forrådnelse, men også andre dele af træfiguren er under angreb.

 

Skolen har derfor besluttet at flytte den indendørs et stykke tid for at sikre, at den bevares, for evt. på et senere tidspunkt at finde midler til at få den udført i bronze. Det er endnu ikke endelig afgjort hvor den skal stå, men DEK er på tale.

 

Skolen har i forlængelse heraf ansøgt Ny Carlsbergfondet om støtte til udarbejdelse af en ny skulptur, der kan placere på samme sted, og har fået et positivt tilsagn herom.

Den nye skulptur, som er en bronzeskulptur, ca. 3 m høj og næsten lige så bred, skal udformes af kunstneren Eva Steen Christensen.

Det er en gave, som repræsenterer ca. 2,5 mio. kr., hvor skolens bidrag er at etablere fundamentet til den nye skulptur, som har taget sin inspiration fra skolens mange volutter fra bl.a. kirken.

Det er en non-figurativ skulptur, der refererer til det liv som eleverne gennemgår her på skolen, en snoet vej, der snart bevæger sig den ene retning, snart den anden, og som slutter med at skabe et nyt og andet og mere parat menneske, når skolen forlades.

Fundamentet den kommer til at stå på, er kirkens og andre bygningers facader, der er lagt ned, udført i små røde teglsten, som Røde Plads.

 

Det forventes, at denne skulptur vil stå klar til den 23. maj 2015.

 

Der har været nedsat et bestyrelsesudvalg bestående af Jens Moberg, Hanne Leth-Andersen, Torben v. Lowzow fra bestyrelsen, lektor Ingrid Sinding, direktøren og rektor, og det var dette udvalg, der positivt indstillede til den samlede bestyrelse, der derefter tog den endelig beslutning.

 

Skolen glæder sig derfor rigtig meget til at modtage den nye skulptur i forbindelse med jubilæet.


Persondata information