Top billede

 

Basketball bringer eleverne tættere sammen

Basketball bringer eleverne tættere sammen
10mar 2017

Weekenden d. 4.-5. februar har været helt særlig for eleverne på Herlufsholm Skole. Med mere end 85 besøgende fra skolens europæiske venskabsskoler har sovesalene været fyldt op med spændte elever og gæster.

Anledningen var Herlufsholm Skoles årlige internationale basketballturnering. Det var i år syvende gang, skolen lagde faciliteter til turneringen, som tiltrækker elever fra lande som Tyskland, England, Frankrig, Schweiz og selvfølgelig Danmark. Gæsterne ankom i løbet af fredagen, og henover weekenden blev der spillet i alt 34 kampe inden de sidste forlod Herlufsholm igen mandag morgen.

 
Sport hjælper venskaber på vej
Bag turneringen står Herlufsholms fritidsafdeling, der til dagligt tilbyder skolens mange dag- og kostelever omkring 50 forskellige aktiviteter. Samuel Veng Sieck har planlagt begivenheden siden sidste års arrangement og har weekenden igennem sørget for, at kampplanen er forløbet som planlagt. Og der skal en del til, når så mange elever skal involveres. Heldigvis er skolens elever gode til at hjælpe - de filmede til livestreaming så venskabsskolerne kunne følge kampene live hjemmefra, de opdaterede Instagram løbende, fungerede som hjælpere under kampene og støttede både egne og gæster under de mange kampe.

Selvom basketball danner rammen om weekenden, så er det især venskaberne eleverne imellem, som kommer i fokus. Herlufsholms elever skal fungere som gode værter samtidigt med, at de står sammen i turneringen og ønsker at vinde. "For mig er det sådan en weekend, der gør det hele værd. Den måde eleverne engagerer sig på er inspirerende. Skolen bringer mange forskellige nationaliteter sammen og sport forener dem. Eleverne danner venskaber på tværs af skoler og landegrænser. Vores elever samles som en enhed. De er alle sammen til stede i hallen, hører sammen og bakker holdet op. Man kan virkelig mærke, at sport er en passion, og at alle - både elever og gæster - går op i det", fortæller Leder af den ekstraskolære afdeling Jacob Normann.

Der var også rigelig tid til at hygge med nye venner. Lørdag aften bød nemlig på en særlig NBA café, hvor der blev serveret sodavand og snacks. I de mere uformelle omgivelser kunne eleverne lære hinanden bedre at kende, få nye venner og få trænet deres engelskkundskaber.
 
En helt utrolig finale
Søndagen bød på kvartfinaler, semifinaler og nogle helt utrolig spændende finaler.
Eleverne var opdelt i en drengeliga og en pigeliga, og Herlufsholm fik kæmpet sig til en plads i begge finaler. For pigernes vedkommende skulle Herlufsholm spille mod Beau Soleil, og for drenges vedkommende blev finalen spillet mod den tyske skole Schule Schloss Salem. Der var kamp til allersidste sekund i begge kampe.

Jacob Normann fortæller: "Til pigernes finale var Herlufsholm bagud med 2 point, da der manglede to sekunder af kampen. Rose Marie Benedicte Schnor fra Herlufsholm skyder i sidste sekund fra 3 points linjen og scorer, så Herlufsholm vinder finalen med 1 point. Hele salen gik amok i jubel. Det var fantastisk!"

Pigerne -vinder _499x 750

En flot sejr til Herlufsholms piger, men også drengene spillede godt selvom de måtte se eleverne fra Salem løbe med sejren. "Drengefinalen var ligeså spændende. Den endte 21-21 og måtte i omkamp. Den blev afgjort ti sekunder før tid, hvor en spiller fra Salem scorede de to afgørende point på straffekast. Spændingen var der lige til det sidste", fortsætter en stolt Jacob Normann.

Søndag aften blev brugt på en afsluttende ceremoni, hvor der var plads til at hygge sig oven på en veloverstået og spændende turnering. Nu kan eleverne så tilfreds se frem til næste års basketballturnering, som bliver d. 3.-4. februar.
 
Følgende skoler deltog:
• Herlufsholm Skole
• Sorø Akademi
• Schule Schloss Salem (Tyskland)
• Ermitage International School of France (Frankrig)
• Beau Soleil (Schweiz)
• Landheim Schondorf (Tyskland)
• Gordonstoun (England)


Persondata information