Heis takker for en dejlig fugleskydningsdag

BRO_20160916_Herluf_Flemming_Zacharasen_5-Edit.jpg
22 aug 2018

Kære Gammelherlovianere

Hermed en stor tak for den flotte gave til Fuglekongen 2018 fra Herlovianersamfundet og for alle gammelherlovianeres deltagelse i ånd eller korporligt, ved Fugleskydningsdagen af lørdag den 18. august. Fugleskydningen samler os alle, om man er ny eller gammel dipel, forælder, medarbejder eller gammelherlovianer. Vi havde intet mindre end en storslået dag, med mange glade mennesker, samlet med det formål at fejre en af skolens gamle traditioner. Tak for jeres deltagelse.

 

 

Vi kunne på alle måder være stolte af dagen - det var en flot og værdig dag, hvor man kunne se hvad det er Herlufsholm står for, samt bakke op om det fortsatte virke eller skolens velgørende formål og elevernes Rejsefond. Takket være jeres støtte, vil vi igen i år kunne hjælpe diple, der har brug for en håndsrækning i forbindelse med rejser og oplevelser, eller gøre en forskel for udsatte børn i verden. Tak for det.

Jeg glædede mig særligt over at se, at overdreven eller unødvendig stor indtagelse af alkohol ved dagen, ikke var at skue, men at der derimod er opbakning til en linje, hvor alkohol ikke får lov til at være den centrale del af vores traditioner. Det klæder os alle.

 

Det gjorde mig særdeles glad at hilse på mange af jer i løbet af dagen. Det er vigtigt for mig at bemærke hvor meget jeres gamle skole nyder at få besøg af gammelherlovianere. På særligt Fugleskydningen og ved Trollemorgen, er jeres besøg af særdeles stor betydning for, at de nuværende Herlovianere kan se den store sammenhæng man er blevet en del af, ved at være dipel her. Historiens vingesus fornemmes og levendegøres af jeres besøg og fortællinger.