Top billede

 

Tak for en dejlig Fugleskydningsdag

Tak for en dejlig Fugleskydningsdag
18aug 2017

Kære Gammelherlovianere

På skolen og egne vegne sender jeg jer denne hilsen med en stor tak for en dejlig Fugleskydningsdag.

Herlufsholms Fugleskydningsarrangement samler nye og gamle elever, forældre, gammelherlovianere og skolens medarbejdere. Sikke en fantastisk oplevelse at se så mange glade ansigter samlet med det formål at fejre en af skolens gamle traditioner. Tak for jeres deltagelse.

Der er gode grunde til at være stolt. Til størstedelen af skolens arrangementer samler eleverne ind til enten SOS-Børnebyerne eller Elevernes Rejsefond, og mens vores økonomiafdeling er i fuld gang med at få overblik over de mange indbetalinger og donationer fra weekendens salg, så vil jeg gerne bruge muligheden for også at sige tak til jer for jeres opbakning til skolen og dens velgørende formål. Takket være jeres køb i salgsboderne, vil vi igen i år kunne støtte elever, der har brug for en håndsrækning i forbindelse med rejser og oplevelser, eller gøre en forskel for udsatte børn i verden.

Jeg ved, at der har været debat omkring 3.g's rolle som medværter til Fugleskydning. Alkoholdebatten har længe været ført mellem mig og mange af skolens interessenter, og beslutningen om, at 3.g ligesom resten af skolens elever, skulle vente med at nyde alkohol til fugleskydningsballet blev taget på baggrund af ønsket om at gennemføre dagen i overensstemmelse med de regler og værdier, der gælder for skolens disciple. Det ærgrer mig at se, at arrangementet for enkelte er så tæt forbundet med alkohol, men det glæder mig samtidigt også at opleve opbakningen til at fortsætte en linje, hvor alkohol ikke får lov til at være den centrale del af vores traditioner.

Jeg er nu klar over at vores ønske om, at I ikke medbragte alkohol eller udskænkede til elever, er blevet opfattet forskelligt af jer. Lad mig dog slå fast at jeres gamle skole nyder at få besøg, og vi er særligt glade for støtten fra jer gammelherlovianere både til Fugleskydning og til enhver anden tid. Uden jer ville Fugleskydning og Trollemorgen være ufuldstændige traditioner. Det er dog også vigtigt at understrege, at traditionerne først og fremmest centreres om de nuværende elever. Dette er deres tid, og en dag som Fugleskydning sætter fokus på skolen og dens nuværende elever, særligt 3.g. Hvis dette for nogen har haft den konsekvens, at de har følt, at fugleskydningsdagen har været mindre festlig eller at de slet ikke var velkomne, gør det mig ondt, for det er selvfølgelig ikke Herlufsholms hensigt. Vi ønsker en festlig dag, hvor alle er velkomne til at deltage i fejringen, og vi håber også, at I vil møde talstærkt op, når vi i starten af det nye år skal fejre Herluf Trolles fødselsdag.

Dette var min første Fugleskydningsdag som Rektor, og den har gjort et stort indtryk. Det er på en dag som denne, at man oplever Herlufsholm og Herlovianere sat i tydelig historisk kontekst. 214. fugleskydning på Herlufsholm. Man kan se stoltheden i de unges ansigter og ranke rygge, når de kommer gående ud af skolebygningen - og man ser glæden i ansigterne på alle i løbet af dagen.

Jeg glæder mig allerede til næste år.

 

Med venlig hilsen

Flemming Zachariasen

Heis


Persondata information