Herlufsholm Skoles elever blev kåret som Danmarksmestre i indsamling søndag d. 8. november, hvor over 120 elever var på gaderne med indsamlingsbøsser for Dansk Flygtningehjælp. De fik tilsammen indsamlet over 25.000 kr. Præmien for at være den bedst indsamlende skole i Danmark var en koncert med rockbandet Carpark North - og den blev indløst i lørdags ved et brag af en koncert i Helenhallen.
Der var glæde, fest og farver både i hallen blandt eleverne, men også på scenen, hvor Carpark North havde iklædt sig Herlufsholms skoleskjorter. Bandet havde aldrig før spillet over for en forsamling i skoletøj, og lige før de skulle på scenen, fik de ideen med at hædre eleverne for deres indsamlingsindsats med at iføre sig selvsamme tøj lynhurtigt udlånt af elever. Det blev naturligvis modtaget med vild begejstring blandt de forventningsfulde elever, og så var grunden lagt for en fantastisk koncert.
Indsamlingen til Dansk Flygtninghjælp er bare et blandt mange velgørende aktiviteter, eleverne tager del i som medlem af Round Square. Skolen har således en fast SOS-børnebygruppe, som gennem en lang række aktiviteter over året indsamler penge til SOS-børnebyer. Derudover er der velgørenhedsaktiviteter både i IB-programmet og Duke of Edinburgh. Læs mere om disse aktiviteter på www.herlufsholm.dk