Trolledag 2010 fik Herlufsholm Skoles forstander Jens Greve overrakt en donation på 1,3 mio. kr. fra Remmen Foundation. Donationen blev overrakt af Mette Remmen, som er tidligere kostelev fra Herlufsholm årgang '95. Pengene skal bruges til indretning af et nyt drama- og teatercenter i Galen, som allerede i dag bruges til skolens dramaundervisning både i gymnasiet og IB, men under utilstrækkelige rammer.

Galen er bygget i 1968 og indgik i den første gruppe af bygninger, der blev opført i sidste del af 1960'erne efter nedrivning af den tidligere avlsgård, som lå lige syd for det daværende skoleområde. Mens Galens ydre forbliver, som det er i dag, skal den gamle gymnastiksal undergå en forvandling til et fleksibelt performance- og teaterrum. Lofthøjden er perfekt til en moderne lyssætning, der kan anvendes, uanset hvor man vælger at placere scenen. Derudover kan rummet anvendes til teatersammenkomster i forbindelse med cafeer, kabaretter, skolekomedier m.m.

Gymnasiereformen fra 2005 medførte en opprioritering af dramatik i gymnasiet og har dermed givet flere elever mulighed for at udvikle sig fagligt, fordi dramatikundervisningen tilgodeser en bred vifte af læringsstile og dermed giver alle elevtyper mulighed for at udnytte deres potentiale.Elever og lærere ser nu frem til indvielsen af det nye teatercenter, som forventes at ske i sommeren 2010.

Læs mere om dette byggeprojekt og andre projekter på Herlufsholm på skolens hjemmeside: www.herlufsholm.dk under 'Om Herlufsholm' og 'Udviklingsprojekter'.

Forstander Jens Greve og

Mette Remmen