Søndag d. 17. maj blev der for første gang på Herlufsholm gennemført et sponsorløb (Spøbet) til fordel for SOS-børnebyerne. En række elever fra 2.IB havde arrangeret løbet, som blev gennemført med stor succes. De fleste deltagere var elever, men også nogle lærere stillede op for at støtte den gode sag. I alt var der ca. 110 deltagere, som hver passerede målstregen i Nyhave en til flere gange.

Deltagerne skulle løbe rundt om åen (ca. 3,4 km) lige så mange gange, de kunne, inden for en tidsramme af 2 timer. Forud for løbet havde hver deltager sørget for at skaffe sponsorer, der donerede et bestemt beløb for hver omgang, deltageren kunne løbe rundt om åen. Sponsorerne var primært familie og venner, som fra bænke i Nyhave heppede på deltagerne.

Ud over glæden ved at rejse penge til SOS-børnebyerne, var der også en præmie til den bedste klasse. I år blev det 1.x, der vandt en biograftur for hele klassen ved i alt at løbe 288 km eller 13,7 km i gennemsnit. Den elev, der løb længst, var Nikolaj Høyer, som løb 23,8 km.

I alt indsamlede elever og lærere 18.990,- kr. Med den succes ønsker eleverne, der arbejder med SOS-børnebyerne, at gøre spøbet til en fast tilbagevendende tradition.