Herlufsholm Skole fik i 2007 en ny køkkenchef, Anni Stuhr, som bl.a. fik til opgave at sørge for sund og spændende mad til eleverne gennem en succesfuld omlægning af frokostbespisningen. Den hidtidige langbordsservering af en varm frokostret skulle ændres til indretningen af en buffet med kolde og lune retter. Som altid på Herlufsholm er forandringer omgærdet af nervøsitet for, om der nu sker brud på værdifulde traditioner. Nu har buffetspisningen kørt i 1½ år og med stor succes. "Da vi have langbordsserveringen blev der ofte levnet, og den lokale pizzamand blev også jævnligt ringet op. Nu er tallerkener og fade tomme, når de sidste elever forlader spisesalene", fortæller Anni Stuhr.

Eleverne skal nu selv hente maden ved en buffet, som er opstillet og inddelt i ernæringsgrupper med forklaringer om ernæring og om, hvordan man bedst muligt sikrer, at det, man putter i munden, er sundt. "Som en kostskole, hvor omkring halvdelen af eleverne bor her, har vi et ekstra stort ansvar for elevernes sundhed og trivsel; og ud over at lave sund mad til eleverne, så oplever vi det også som en vigtig opgave at reagere og gribe ind, hvis vi får kendskab til en elev, som ikke har det så godt af den ene eller anden grund"fortæller Anni Stuhr.

Køkkenet beskæftiger i dag 18 fuldtids-stillinger, hvoraf halvdelen er faglærte - bl.a. har køkkenet nu to kokke ansat. Køkkenet står for såvel morgen-, middags- og aftensmad til eleverne, hvilket ved frokosttid, hvor også dageleverne spiser med, betyder bespisning af ca. 600 mennesker. Kosten sammensættes ud fra de officielle danske kostanbefalinger med et stort forbrug af frugt og grønt - i alt ca. 170 kg om dagen. "Udover at følge kostanbefalingerne, går vi også op i at bruge sæsonens bedste råvarer og i det hele taget tilbyde eleverne variation" tilføjer Anni Stuhr.

Eleverne er glade for den nye buffet.