Hvad har Herlufsholm Skole og Forsvaret at gøre med hinanden? Umiddelbart ikke meget, men efter studentereksamen fra Herlufsholm vælger flere diple et kortere eller længere ophold i Forsvaret. En kold januardag på Frederiksberg Slot mødtes to Gammelherlovianere, som valgte en militær karriere, til en snak om netop Herlufsholm og Forsvaret. De har mødt hinanden før, men har på mange måder forskellige oplevelser af både Herlufsholm og Forsvaret.
De to herrer er forstander Jens Greve ('59), som også er tidligere chef for Hærens Kampskole og Den Kgl. Livgarde, og oberstløjtnant Mads Rahbek ('82), som har været bataljonschef ved Livgarden og desuden tidligere næstkommanderende for Den Danske Bataljon i Afghanistan hold 4.
Tiden på Herlufsholm Jens Greve var kostelev på Herlufsholm fra 1956-59. "Jeg kom til Herlufsholm, fordi der dengang var for langt til det nærmeste gymnasium (Viborg) fra mit hjem. I min tid var Herlufsholm et mere intimt sted. Der var kun 180 kostelever - alle drenge, og 12-14 hørere, så alle kendte alle, og Herlufsholm var et lukket samfund. Vi mødte kun andre elever fra Næstved, når der kom piger ud på skolen til danseundervisningen. Det var ikke altid nemt at være kostelev dengang, men jeg ser det alligevel som en meget værdifuld og dyr gave, som mine forældre gav mig ved at sende mig på Herlufsholm".
Mads Rahbek gik på Herlufsholm som dagelev i 1979-82, en periode i skolens historie, hvor der var flere dagelever end kostelever, fordi amtet på daværende tidspunkt gav frit valg mellem at gå på Næstved Gymnasium og Herlufsholm. "Det var tydeligt, at skolen ikke helhjertet tog imod dageleverne dengang. Vi var der på en slags tålt ophold, og man gjorde ikke noget fra skolens side for at integrere dageleverne med kosteleverne. Jeg havde dog en ok tid på skolen, hvor bl.a. min interesse for jagt og det forhold, at min far var Gammelherlovianer, gjorde, at jeg også lærte nogle kostelever at kende," fortæller Mads Rahbek.
Valget af en militær karriere Efter gymnasiet startede både Mads Rahbek og Jens Greve i Forsvaret. Jens Greve fortæller: "For mig var det lidt af en drengedrøm, måske præget af tiden efter 2.verdenskrig, hvor der var et særligt skær over det at være i Forsvaret. Så jeg blev rekrut i Livgarden og syntes, det var ret forfærdeligt. Mange af de ting, vi skulle foretage os, var tåbelige. Jeg fortsatte dog på Sergentskolen, hvor øvelserne ofte forekom lige så tåbelige - direkte chikane - som fuldstændig tog gejsten fra eleverne. Her kom mit kostskoleoprør op i mig, og i tide og utide måtte jeg tage imod disciplinarmidler.
På det tidspunkt droppede jeg min drøm om Officersskolen og valgte som 19-årig at blive reserveofficer, og der fik jeg gejsten tilbage. Nu kunne jeg bestemme mere og i stedet vælge at motivere mandskabet positivt. (JG fik allerede som 20-årig kommando over en deling på 60 værnepligtige gardere og sergenter). Derefter startede jeg på jurastudiet, og det blev da også til et par semestre, hvor jeg indimellem var tilbage i Forsvaret som delingsfører. I sidste ende vandt Forsvaret, og så kom jeg på Officersskolen."
For Mads Rahbek var drengedrømmen helt anderledes: "I skolen drømte jeg om at blive dyrlæge, men karaktererne slog ikke til, og samtidig var jeg draget af, at min far, som var reserveofficer, altid var utrolig glad ved at gøre tjeneste ved Livgarden. Så jeg blev officersaspirant på Sergentskolen, og det var noget ganske andet, end det, Jens Greve har oplevet. Vi blev behandlet som voksne mennesker - det var ikke uden grund, at Forsvarets officersuddannelse på det tidspunkt var kendt som en af de førende lederuddannelser i landet," fortæller Mads Rahbek.
På mission i udlandet Deres veje krydsedes ved Jens Greves sidste større militærmission og Mads Rahbeks første. De var begge udsendt til eks-Jugoslavien, Jens Greve som oberst og chef for hold 2, og Mads Rahbek som kompagnichef på hold 3. Efter overdragelsen fra hold 2 til hold 3 ringede Jens Greve til Mads Rahbeks mor for at forsikre hende om, at hendes dreng havde det godt. (JG var på det tidspunkt den eneste i styrken, som havde telefon direkte til Danmark). De smiler ved tanken om dette opkald, for de ved begge af erfaring, at mødrene tit er dem, der har det sværest, når soldaterne bliver udsendt.
Snakken om missionen i eks-Jugoslavien kommer også til at handle om, hvordan Forsvaret har ændret sig fra at være et forsvar af fædrelandet mod Warszawapagten til en moderne professionel styrke, som sendes på internationale fredsbevarende/-skabende missioner langt fra Danmark. "Vendepunktet var indsættelsen af Olfert Fischer i den 1. Golfkrig," fortæller Jens Greve. "Det var dér, Danmark for første gang var del af en reel krigsstyrke. Kort tid efter kom indsatsen via FN med fredsbevarende enheder i eks-Jugoslavien".
Mads Rahbek supplerer: "Politisk havde man besluttet at sende danske soldater af sted til krigszonen, men Forsvaret var reelt slet ikke gearet til at håndtere de oplevelser, soldaterne fik. Det blev man faktisk først omkring slutningen af 1990'erne, da man have erfaret, at der var nogle soldater, som brød sammen, når de kom hjem fra en mission".
Jens Greve beretter fra sin mission med hold 2 i eks-Jugoslavien: "Jeg var meget opmærksom på, hvilke reaktioner, der kom fra de menige soldater, når de havde oplevet voldsomme ting, men jeg var ikke som sådan uddannet til at håndtere det. Instinktivt brugte jeg mine erfaringer som kostelev, hvorfra jeg vidste, at det værste, man kan med ubehagelige oplevelser, er at gå og ruge over dem alene. Jeg besluttede derfor, at når en gruppe soldater havde oplevet voldsomme ting, så blev de taget ud og samlet lige umiddelbart efter og her tvunget til at tale med hinanden om det, de havde oplevet. Derefter blev de sendt ud igen med det samme, så resten kunne falde på plads stille og roligt.
Det, jeg havde lært som kostelev, var, at når man får sat ord på det, som gør ondt, så er man nærmest usårlig bagefter. Men det var vigtigt, at soldaterne kom tilbage i marken med det samme, for ellers ville deres tanker alene være på de ting, de havde oplevet."
Mads Rahbek fortæller fra sin mission med hold 3 i eks-Jugoslavien: "Den store mentale udfordring i eks-Jugoslavien var, at vi ikke måtte slå igen. Vi var tilskuere til nogle menneskers grusomheder, men måtte ikke nedkæmpe forbryderne; og den magtesløshed, det giver, slider på soldaterne. Forsvaret lærte meget af indsatsen i eks-Jugoslavien, og i dag er de ting, Jens Greve brugte, blevet professionaliseret så soldaterne skal gennem både 'debriefing' og 'defusion'; vi har psykologer og feltpræster, som individuelt kan hjælpe soldaterne med at bearbejde oplevelser - og så er det ikke længere et tabu at benytte sig af den slags hjælp."
Mads Rahbek har senest været næstkommanderende for Den Danske Bataljon i Afghanistan hold 4, hvor fem danske soldater mistede livet: "Det koster menneskeliv at være i krig, både fjendens og vore egne soldaters, og jeg savner af og til, at både politikerne, som har sendt os af sted, og befolkningen i øvrigt, anerkender den indsats, som de danske soldater yder i Afghanistan. Der er en underspillet tilbageholdenhed - måske janteloven - som gør, at soldaterne ofte må forsvare, at de ønsker at gøre en forskel i verden - det er ærgerligt. Vi diskuterer ikke det politiske mandat, vi arbejder ud fra, med de menige soldater. Derimod fokuserer vi på, at den indsats, de danske soldater yder, har en kæmpe betydning for de lokale, og det er også det, soldaterne selv oplever, og derfor synes de at deres indsats er meningsfyldt. Som soldat yder man sin indsats der, hvor politikerne beslutter, at vi skal være, men personligt ville jeg da have svært ved at sætte mit liv på spil for noget, som jeg ikke også selv troede på."
Det er missionerne, der fylder stærkest i erindringen hos både Jens Greve og Mads Rahbek, og der, hvor de faglige udfordringer har været størst. De er enige om, at de udsendte danske soldater er blandt verdens bedste, og dette skyldes ikke mindst den holdning og uddannelse, som de har med sig fra det danske skolesystem. Danske soldater har grundlæggende et menneskesyn, som gør dem vellidte, lige meget hvor i verden de kommer hen. Et menneskesyn, der er udtryk for nogle værdier, som både Jens Greve og Mads Rahbek oplever er et vigtigt fundament for eleverne på Herlufsholm Skole.
