Trolle- og Rusfest 2024
Herlovianersamfundet vil gerne invitere sine medlemmer samt ledsagere til årets Trolle- og Rusfest 2024.
Ved ankomst serveres velkomstdrink, herefter 3 rettes menu med vine kaffe og te.
Efter middagen er der after-dinner drink, Dans & Les Lanciers samt After-Party
Trolletaler: Lykke Kann Ogstrup-Lunde ´93
Lykke er forperson i Velux Fonden, chair i Velux Stiftung, bestyrelsesmedlem i Kwerafund (en Malawi baseret NGO), bestyrelsesmedlem i Mermaid Asset Management, og har en stærk finansiel baggrund indenfor kommunikation og journalistik og har arbejdet på en række forskellige medier, herunder AMWatch, Finanswatch, Berlingske, Børsen og TV2 Finans.
Påklædning:
Smoking eller tilsvarende.
Pris:
Medlemmer samt eventuelle ledsagere: kr. 850 pr. person
Medlemmer fra årgangene ’17-’22 samt eventuelle ledsagere: kr. 425 pr. person
Rusmedlemmer fra årgang ’23: kr. 203 pr. person
Jubilarer fra årgangene ’53, ’63, ’73 samt æresmedlemmer vil modtage en særskilt invitation
Tilmelding:
Senest mandag den 19. februar 2024 (med forbehold for max antal pladser)
På festlige gensyn
Herlovianersamfundet
Det herlovianske sprog
HERLOVIANERORDBOG
alle optegnelser er vigtige, også af ord, der i forvejen er optegnet.
Listen af ord angivet nedenfor.
Alle oplysninger er vigtige, blandt andet for at vi kan vide, hvor længe ordene overlever.
Mange oplysninger om de samme ord kan også vise, om ordene skifter betydning med årene.
Derfor er der ingen oplysning, der er for lille.
Ord fundet i herlovianerstile 1999 – 2000
(angivet i originalformer fra stilene)
grasjen (granplantagen)
pager (pandekager)
Bof (boden)
Slær (sålelæder)
”samle” (når man samler tallerkener ved ”bordet” efter man har spist)
Hørere
Follerne (formiddagsbollerne)
”spand” (affaldsspanden på bordet til at smide affald i)
gæve (gangtæve)
setter (servietter)
Søj (syltetøj)
Kadet (Kødfad)
Speber (salt og peber)
Gas (slik)
Mime (mellemtime)
Kagerne (kammerat(skabs)stagerne)
Ellipsen – Tildeles den ægte herlovianer
Belmer – person i 6. og 7. Klasse
Ærkebelmer – person i 8. Klasse
Tyrelov – at få lov til at læse tegneserie/sidde på sofaen under lal
Bøv (bonderøv)
Kemikum (kemilokalet)
Fysikum (Fysiklokalet)
Valen (vaskesalen)
deich
schlaich
staff (at være mærkelig)
Schlatten (betyder man er meget træt)
Vissen (man bliver fuld)
Froller (frikvartersboller)
Kark (kloakpark ikke Kierspark)
snedler
Vuen
prækt (præfekter)
Folle (formiddagsbolle) folderne (!)
Pugle (Peter Ugle )
Høpse (at snyde sig til noget)
Fleller (flødekarameller)
Bleddel (blå seddel)
Lovn (ligvogn)
Skral (skrålemanual, sangbog)
Skrynet (Skovbrynets bodega)
Stander
Mellerne
Fuen
mysikum
Tollerne (tørbollerne)
”at springe” (ikke en forkortelse) (at stikke af efter sengning)
B.G (Birgitte Gøyegården)
Belmer (bæ-mellem-er)
Bordet (ikke en forkortelse)(om middagsbordet)
Gnisten (organisten, bruges stort set ikke)
P.G (Pernille Gøyegården)
Paple (pige dagelever)
Piple (pige kostelever)
Pølen (kommer det af en forveksling af af Pøen?)
Ryle (ringe i vestibulen)
Sengning (ikke en forkortelse) (når kosteleverne skal sove)
Svællinger (svaneællinger)
Tuen : Tyskerstuen/tørkestuen
Vylen (vestibulen i Skygningen)
blaver
kloller (claudes boller)
Spever (salt og peber) (!)
Stark (store fiskepark)
Nært (nærtikum) (!)
Lorgen (ligvognen) (!)
Vyrd (vidnesbyrd)
Bøffen (træningslokalet)
Ruen (rygestuen)
Lården (lassengården)
jumbe
at fase
sus (sygehus)
fleller (flødekarameller)
galen
lognen
Svælling (svaneælling)
Prækt (præfekt)
Pøen (paradisøen)
Dængning (Citat: ”Første gang det var ordentligt sne vejr blev de nye Disciple begravet i en ny snedrive; Når de så begyndte at grave sig frem, blev de bombarderet med snebolde”)
Skukser
lovn (ligvogn) (!)
Skorpe: (person fra herlufsholm)
Pus (pissehus)
DEK
snollerten og ollerten (Citat: "Det skulle betyde ”vandkanden” og ”glasset”. De fortalte mig også, athvis man skulle have vande, så skulle man bede om ”snollerten i ollerten”. Alle grinede meget, da jeg sagde det, og da jeg ikke kan finde det i den førnævnte ordborg, og ikke har hørt andre sige det, så tror jeg, det er noget, de fandt på for at lave lidt sjov med ”den nye”")
Heis og Mia
Bum (Biologi)
Herlovianerord nævnt i stile 1996,
gengivet i originalform fra stilene
dich, dach, duch (når man dummer sig)
stark (Store fiskepark)
Heis
Speuer (salt og peber)
Luen
Galen
Buen
Hylen
søj (syltetøj)
solie (sololie)
spræk (skipperbræk/leverpostej)
gad (grønsags fad)
Mygningen
Vylen
Sus
Deck (Disciplenes Bibliotek )
Vuen
pede systemet
håndgut (karakter: 5)
”herlufsholm skårber”
biff, baff
skokser
daple
spøjs (Citat. ” Men jeg må indrømme at det er optur at gå på herluf og være en kanon sej skårber og ikke en af de baf skokser som prøver at give en håndgut. Dem der skal også få dach, er daplerne som ikke skal have lal! Spøjs!")
dek
fas (fedthas)
frime (fritime)
Mausen (middagspausen)
”pøplen”
pedere (personlige svedere)
Bübs (penge)
Håndgut (noget dårligt)
Diple
dach (karakter 0,3)
blaver
Set
Bum (Biologikum)
kad og gad (Citat: ”de ord er desværre udgået i ca. 1995 – da jeg gik i 10. Præp)
Mygningen
Skygningen
buble (sove)
mause
vygge (videohygge)
val
lal
snulle (snotrulle)
en faser (subst.), at fase (verb)
at büble (sove) (verb), Bübler (træt) (adj)
et danbübs (dankort (subst.)
bübsi (adj, rig)
en ged (en taxa)
speber (salt og peber)
frime (fritime)
pipel (pigedisipel)
papel
solie (sololie)
loven (ligvognen)
valen, val (vaskesalen, vaskesal)
Gnisten
Nyster,
Mause
Hører
Ønen
Gæver
Galen (gymnastiksalen)
Spladsen (sportspladsen)
Spever
bæl
Lur (ladbytur)
Bur (bilkatur) (disse ord er forsvundet med pedersystemets nedlæggelse)
Bübs (Citat: ”Bübs er et ord der bliver anvendt i mange situationer. Det bliver brugt til at understrege ord eller navne fx. ”hej Therese-bübs!”)
Mur (Mc Donalds tur) en straf: løbe op på mc. D og købe mad til præfekterne
Prol (prolletar)
Biff (bruges om en meget kikset person)
nyster (nonnebryster, en budding)
mest (mellefest)
møsse (mygningebøsse)
Søjet (syltetøjet)
Dagbels (dag elev)
Bøf (et fjols el.lignende. startede som definitionen på et kødbjerg)
mime
frime
dobbeltgut (karakteren 10)
Herlovianersproget i anden halvdel af 1900-tallet.
Jens Normann Jørgensen (1970)
Selv anser vi os for at være vores eget lille samfund og for at tydeliggøre dette, går vi for det første i anderledes og samtidig ens tøj og for at sætte et prik over i'et, har vi vores helt eget sprog. Da jeg ankom til skolen i 1994 indså jeg hurtigt, selvom jeg nødigt ville, at det var nødvendigt med lynets hast at lære alle disse udtryk, for når folk ved bordet spurgte efter gad (grønsagsfad), kad (kødfad) eller sbræk (sømandsbræk = leverpostej), som i øvrigt er udgået nu hvor vi har fået kafeterieordning, blev man lidt til grin hvis man gentagende gange måtte bede dem om at oversætte.
Således skrev en herlovianer til mig i slutningen af 1996. Anledningen var nogle diskussioner, jeg havde ført med en del af eleverne i deres dansktimer på skolen. Efter aftale med deres hørere gav jeg tre gymnasieklasser til opgave at skrive en stil om deres forhold til herlovianersproget - og denne passus var et af resultaterne.
Af citatets indhold kan vi lære flere ting om herlovianersproget ved udgangen af 1900-tallet. For det første er det altså stadig i daglig brug på Herlufsholm efter ca. 170 års ubrudt tradition, og dets særlige orddannelsesmekanisme er den samme som hele tiden - nemlig sammentrækningen.
For det andet er en del af herlovianersprogets særgloser knyttet til de daglige rutiner på skolen, ikke mindst i forbindelse med indtagelse af føde, den åndelige ikke medregnet. Det er måske snarere diplenes intense forsøg på at undgå indtagelsen af den tilrettelagte åndelige føde, der afføder deres kreative påfund i herlovianersproget?
For det tredje kan vi se, at behovet for at kende og kunne bruge herlovianersproget føles meget stærkt for den, som gerne vil være med, der hvor tingene sker, og hvor man er inde og med. Behersker man ikke sproget, kommer man til i bedste fald at stå lidt udenfor, i værste fald at blive til grin. Resultaterne udebliver da som regel heller ikke:
I dag kunne det ikke falde mig ind at sige smør i stedet for solie eller syltetøj istedet for søj jeg fanger endda mig selv i at rette på folk der beder mig om at række dem smøret.
Denne passus er fra den samme hånd, og den fortæller os om yderligere et forhold ved herlovianersprogets brug: man har adgang til og magt over sproget i forhold til sin plads i herlovianerhierarkiet. Stort set alle beretninger om livet blandt diple, ikke mindst erindringerne fra 1800-tallet, fortæller om klare hierarkier med håndgribelige regler og resolutte straffe for overtrædelser. På dette punkt adskiller herlovianere i slutningen af 1900-tallet sig nok fra tidligere herlovianere, ved at hierarkierne er mere subtile og mindre håndfaste i deres disciplineringsmidler, men hierarkierne er der stadig.
Herlovianersproget 1950
Herlovianersproget stammer formentlig fra tiden omkring 1830, og det er dokumenteret gennem alle årene siden da. I første halvdel af 1900-tallet udkom to herlovianerordbøger, af Neergaard 1922 og Achen 1940. Til århundredets anden halvdel må man samle sine oplysninger om sproget fra flere spredte kilder. For det første er der diplenes egne skriftlige præstationer, som de står at læse i de forskellige elevblade gennem årene: Diplen, Herlufholmeren, Forum Omnibus, Obs. Hertil kommer udgivelser i forbindelse med fester, især Fugleskydningen og komedien. For det andet er der skolens udgivelser. Skolens officielle blad hedder Herlufsholm-kontakt, og der er også stof i, som kan dokumentere herlovianersproget. Gammelherlovianernes blad Herlovianeren byder jo på mangt og meget om Herlovianersproget, men det meste af det kan af gode grunde højst blive sekundært som kildestof til diplenes til enhver tid kurante sprogbrug.
Disse forskellige udgivelser har som regel et andet formål end at fortælle om Herlovianersproget. Så derudover har jeg gennem en årrække samlet oplysninger om herlovianersproget fra alle de herlovianere og gammelherlovianere, der gad tale med mig eller skrive til mig om det. Og en gang imellem også fra diple, der egentlig ikke gad, men som skulle gøre det i forbindelse med deres undervisning. Det har givet mig et materiale, som kan belyse herlovianersproget på forskellige tidspunkter, ikke mindst 1900-tallets anden halvdel.
Lige præcis århundredets midte er godt belagt, idet Niels Aarup (1951) har udarbejdet en liste over de udtryk, han kender fra årene 1948-1951. Han har oven i købet kommenteret hvert enkelt ord eller udtryk efter dets hyppighed i daglig brug og dets udbredelse i det almindelige ordforråd. Om et ord som bleddel (blå seddel) skriver han således, at det "bruges næsten hver dag", og at "ingen drømmer om at bruge noget andet ord". Denne beskrivelse gælder også følgende ord
bordet (måltidet)
bø (skolefagene fysik og kemi)
Bøen (lektor Borelli-Møller, fysik- og kemilærer)
dipel (discipel)
femmad (eftermiddagsbolle)
Fysikum (fysiklokalet)
Gnisten (organisten)
Guf (adjunkt Henning Kirkegaard)
hummer (værelse)
hører (lærer)
Knår (lektor, senere rektor Poul Kierkegaard)
Lal (læsesalen)
lal (læsetid)
mausen (middagspausen)
nimad (formiddagssmørrebrød)
pus (pissehus = toilet)
ryle (ringe i vestibule, om skoleklokken)
senge (kontrollere, at diplene på en sovesal er i seng, og slukke lyset)
Stalden(tilbygning ved Skolebygningens østside)
Stef(lektor P. W. Steffensen)
valen(vaskesalen)
Vuen(vuggestuen = sovesalen i Klosterbygningen)
Vylen(vestibulen)
øv (optaget-svar indefra ved spark udefra på vus-dørene, som ikke havde lås)
Der var naturligvis mange flere ord i brug, men Aarup angiver disse som 25 ord som både hyppige og centrale for herlovianersproget omkring 1950. Af dem er fem ord egentlige øgenavne til hørere, og ét af de øvrige direkte afledt af et hører-øgenavn. Det kan ikke komme bag på nogen, at sådanne ord ikke overlever til århundredets afslutning. Ingen af dem bruges da heller længere, omend Gnisten er kendt som ord af nogle elever selv i dag. To andre ord er personbetegnelser (dipel og hører).
Derudover er der fire ord, der er egentlige navne på bestemte lokaliteter (Fysikum, Stalden, Vuen, Vylen) og desuden to, der angiver lokaliteter (val, hummer). De øvrige angår næsten alle skolens daglige funktioner, herunder undervisning (bø) og lektielæsning (lal), mad (nimad, bordet) og dagens rytme (ryle, lal).
Herlovianersproget 1975
Fra 1975 har vi en oversigt over herlovianersprogets mekanismer og hyppigste gloser til oplysning for forældre og andre udenforstående. Det er Jørgen Hvidtfelt Nielsen (hører), der har beskrevet det da gængse herlovianersprog i Herlufsholm-kontakt august 1975. Han nævner i alt 66 herlovianske gloser som karakteristiske for sproget, heraf dog nogle som han skriver ikke længere bruges. Fra hans gennemgang ved vi, at ordene Fysikum, Vylen, lal, val og hummer levede trygt og godt i 1975. Der er også kommet nyt ordstof til: siden Aarups tid havde skolen i 1975 fået en Helen-hal, og denne hal har en vestibule - selvfølgelig med navnet Hylen.
Uden for skolen fandtes Svulen (swimmingpoolen = svømmebassinet ved Herlufsholmhallen) og Skrynet (Skovbrynet, et karre-byggeri i Ny Holsted med en livsvigtig slikbutik). Ny Holsted selv kunne sammentrækkes til Nolsted og eventuelt yderligere forkortes til Nol eller Nold.
Hvidtfelt undgår behændigt og udtrykkeligt at levere dokumentation for hørernes øgenavne, og det kan jo kun ærgre os i dag. Men vi får da Heis og Mia nævnt, ligesom gæve (gangtæve = kvindeligt medlem af det tekniske personale) og bælmer. Ifølge Hvidtfelt indgår i ordet "vistnok børnehave og -mellem som grundbestanddele", og det betegner en dipel i yngste klasse.
Indtagelsen af mad har også appelleret til diplene i 1975, og kreativiteten boblede. Her har vi belæg på nøster (nonnebryster = hvid budding), naller (negerballer = chokoladebudding), ligvogn (bentallerken), spølse (spegepølse) og sbræk (sømandsbræk = leverpostej), slær (sålelæder = oksesteg, som Aarup ikke nævner, men som er meget gammel), solie (sololie = smør) og søj (syltetøj).
Herlovianersproget 2000
Til belysning af sproget ved århundredets slutning har jeg et par spørgeskemaundersøgelser blandt samtlige diple og ansatte i 1985 og 1995. Og jeg har over 100 stile om herlovianersproget fra årene 1996-1999. I slutningen af 1990'erne havde diplene stadig et vågent øje for sprogets muligheder, når det gjaldt bordets glæder og sorger: de havde nu tilføjet ordene spever (salt og peber) og set (serviet), ligesom de havde herlovianiseret sig frem til lovn (ligvogn).
Dagens øvrige rutiner gav i 1999, ganske som i 1975 og i 1950, anledning til herlovianisering af fællessprogets gloser. Således er herlovianerglosen mime kommet til som sammentrækning af mellemtime - den slags er der jo kommet flere af med gymnasieordningen fra 1990'erne. Andre herlovianerord, hvis brug er i aftagen, bliver genstand for omfortolkninger: Peder (popularitetsspreder = (mindre) straf idømt af prækt) var en højfrekvent term i 1975. Af senere tiders diple, der jo kun kender fænomenet fra herlovianerhistorien, er peder blevet omfortolket til "personlig sveder" (det er den forklaring, eleverne i 1999 gav mig på ordet peder).
Af Aarups højfrekvente ord var over halvdelen, og af Hvidtfelts det store flertal, stadig i daglig brug på skolen sidst i 1990'erne. Det var ord som ryle, lal, bordet, hummer, val, Fysikum og mausen. Nutidens herlovianere genkender uden tøven disse ord og bruger dem efter eget udsagn dagligt. Det er ord, der er navne på eller betegnelser for lokaliteter på skolen, eller som angiver daglige funktioner. Det skulle borge for, at herlovianersproget i hvert fald ikke er uddødt.
Men der er andre tegn på, at herlovianersproget er i live. Nye ord er i en jævn strøm kommet til herlovianersproget i årene, siden Aarup havde sin daglige gang på skolen. Af fysiske lokaliteter kan skolen således i dag fremvise Tuen. Tuen er en sammentrækning af tørkestuen eller tørkerstuen, der igen er betegnelsen for et særligt lektielæsningsrum. At tørke er at læse lektier, og den herlovianer, der læser lektier frivilligt, gør det ikke ustraffet af sproget. Han eller hun er en tørker. I årene mellem Aarup og 1990'erne har han eller hun kunnet være en makker (morakker). Sprogets iboende propaganda har måske virket på herlovianerne - i hvert fald benyttes Tuen i dag ikke længere til sit oprindelige uædle formål, det er inddraget til administrative opgaver.
Tuen slutter sig som ord til en traditionel gruppe af ord, som hele århundredets herlovianere kender. Vi har Fuen, et ord sammentrukket af Fællesstuen. Interessant nok er ordet gennem årene blevet omfortolket. Dagens herlovianere kender det som sammentrækning af Feststuen, og ifølge nutidens hørere er det et ganske godt udtryk for de senere års benyttelse af lokaliteten - et vist nok ikke helt seriøst alternativt forslag blev nævnt for mig af diple i 1999: fuldemandsstuen. Læsning i almindelighed, og lektielæsning i særdeleshed, er en utænkelig foreteelse i den sammenhæng nu om dage. Måske af samme grund er Luen (Læsestuen) fortid for de fleste nuværende herlovianere, og de skal tænke sig om en ekstra gang, før de kommer i tanke om, hvad det er.
Vuen er tilsvarende et ord sammentrukket af vuggestuen, og det betegner yngste klasses sovesal. Sovesalen har fysisk flyttet sig fra Klosterbygningen til en nybygning bag Røde Plads, men ordet lever modsat Luen i bedste velgående.
Vylen og Fysikum er også gængse stednavne, som er i daglig brug, og som har været det hele perioden igennem. Det samme gælder Bum (Biologikum), omend det efterhånden er sjældent, Stark (Store Park = søen foran rektorboligen) og Kark (Kiers Park = søen ved Spladsen), Mellerne (munkecellerne i Klosterbygningen) og Dek (discipelbibliotek, som nu er folkeetymologiseret til "det gamle bibliotek"). I 1975 fandtes Mammeret (mørkekammeret, altså det til fotografi-fremkaldelse), men sammentrækningen har vi ingen belæg på fra tidligere tider, og den bruges heller ikke i dag. Hvidtfelt nævner i 1975 også Snolen (snitteskolen, senere fortolket som snedkerskolen = sløjdværkstedet), som nu er gået ud af brug.
Ord som Sus (Sygehus), Galen (Gymnastiksalen) og Spladsen (Sportspladsen) er i live og ved godt mod. Aarup angiver dem ikke som de allermest centrale, men han kender dem også. Det samme gælder Mygningen sammentrukket af Museumsbygningen. Aarup kender ikke til nogen herlovianisering af Skolebygningen, og så sent som i 1975 bemærker Hvidtfelt i forbindelse med ordet Mygningen: man kan i denne forbindelse undre sig over, at Skolebygningen ikke hedder Skygningen. I 1990'erne hed Skolebygningen imidlertid Skygningen, og nutidens diple ser misbilligende eller medfølende på den gammelherlovianer, der blamerer sig ved ikke at vide noget så indlysende og naturligt. Klosterbygningen hedder dog stadig ikke Klygningen.
Til lokaliteterne uden for skolen overlever sammentrækningen Skrynet, men hverken Nol eller Svulen, der begge deler skæbne med Mammeret og Snolen.
Det er ikke helt klart, om ordene knyttet til skolens festlige lejligheder på samme måde overleveres. Det er i hvert fald tydeligt, at den største traditionelle fest, nemlig Fugleskydningen, ikke har kunnet fastholdes sprogligt. Tidligere tiders pæledirektører, pamlere (pilesamlere) og grentere (grenhentere) er erstattet af tvivlsomme nydannelser som "minister for humlens indtagelse". Det er for det meste udtryk uden herlovianerpræg og sådan set også uden ungdomssprogets typiske oppositionelt-distancerende præg, men nok med et barnligt-oprørsk islæt. Den eneste sammentrækning, der er sikkert dokumenteret også fra de seneste år, er kontrille (forkortelse af det tidligere kontrillefugl, som igen er sammentrukket uregelmæssigt af kontrollør ved Lille Fugl).
I 1999 havde ordet dipel i øvrigt to betydninger: den overordnede betydning dækkede begrebet "elev på Herlufsholm", altså det samme som en herlovianer. I en snævrere betydning dækkede det begrebet "mandlig kostelev på Herlufsholm", over for gloserne pipel, dapel og papel.
Herlovianersprogets kontinuitet
Alt dette giver os anledning til at konkludere, at herlovianersproget har været flittigt benyttet lige fra 1950 og til 2000. Mange ord har levet deres liv og er gået til de evige ordbøger undervejs, men en fast kerne af ord holder stædigt ved. Det er dels navne og betegnelser på fysiske lokaliteter på skolen, dels betegnelser på funktioner i skolens dagligdag, men ikke nødvendigvis fra skolens festdage. Ligesom ord er forsvundet, er andre ord kommet til. Den grundlæggende mekanisme i Herlovianersproget, sammentrækningen, er stadig produktiv og leveringsdygtig i nydannelser.
Som en kuriositet nævner flere af stileskriverne fra 1999 glosen skral, sammentrukket af skrålemanual (sangbogen), der tilskrives en navngiven klassekammerat. Om den holder, kan man jo nok tvivle om, men det er et af de meget sjældne tilfælde, hvor en gloses opkomst er dokumenteret. I det daglige findes der konkurrerende herlovianerformer af især nye begreber. Ni-madderne er for nylig til hverdagsbrug blevet suppleret af sunde boller, som indtil videre bærer flere navne, herunder foller (formiddagsboller) og cloller (Claudes boller; Claude er folkets øgenavn til den nuværende Heis), og de mindre velmente toller (tørre boller) og loller (lorteboller). Vi får at se, hvilken form, om nogen overhovedet, der overlever.
Nogle af de overleverede herlovianske sammentrækninger har oplevet omfortolkninger. Det gælder altså ordene Dek og peder, men også ordet bælmer, som herlovianere i 1990'erne opfattede som sammentrukket af baby eller børnehave og så en eller anden form af ordet medlem. Omfortolkninger er selvfølgelig ikke noget nyt fænomen i herlovianersproget. Det gode gamle Vus har i gamle dage været udredt både som vandhus og som velanstændighedshus. Den sidstnævnte er ikke et hak bedre end personlig sveder.
Der er visse tegn på, at Herlovianersprogets domæne er ved at blive indsnævret. Tidligere i århundredet har det været i brug til ethvert anliggende og i enhver sammenhæng i skolens hverdag, på humrene, på sovesalene, på Spladsen og så videre. I 1999 berettede især yngre diple, at faste udtryk som set og spever kun kunne benyttes lige præcis i forbindelse med bordene. På et hummer ville de aldrig bede om en set, men derimod om en serviet. Hvorvidt dette i længden reducerer sprogets udbredelse eller truer dets eksistens, kan man kun gætte på.
Om herlovianersproget i det hele taget anvendes sjældnere ved århundredets slutning end ved århundredets midte, er vanskeligt at afgøre. Den andel, herlovianerudtryk udgør af den enkelte dipels daglige sprogbrug i 2000, er måske mindre end i 1950. Men til gengæld er der mange flere herlovianere - og mange flere gamle herlovianere. Vi ved, at herlovianerne i 1995 kendte lidt færre gamle herlovianerord end i 1985. Det ved vi fra det spørgeskema om herlovianersproget, som alle elever og ansatte udfyldte de to år. Resultaterne af spørgeskemaundersøgelserne fremgår af tabel 1.
|
Gruppe \ År |
1985 |
1995 |
|
Dipel |
14,6 |
12,5 |
|
Dapel |
9,9 |
9,6 |
|
Pipel |
9,8 |
11,6 |
|
Papel |
10,1 |
9,9 |
|
Ansatte |
16,6 |
14,6 |
|
Total |
12,2 |
11,8 |
Tabel 1. Gnsn. antal rigtige svar på 25 spsm. om herlovianerordene.
Tabellen viser, at det samlede kendskab til 25 givne herlovianerord er dalet en smule fra 1985 og til 1995. Spørgeskemaet blev udfyldt af stort set alle, så tallene er ganske pålidelige i forhold til, hvad spørgeskemaundersøgelser ellers kan præstere. Det betyder altså, at de pågældende ord er på retur, eller måske, at sproget generelt er på retur. Det største fald ser vi blandt diplene og de ansatte (som omfatter alle med daglig gang på skolen, fra hørere og til postbud). De ansatte er i begge år den gruppe, der har bedst kendskab til herlovianerordene. Det skal ses i sammenhæng med, at de ansatte har tilbragt mange år på skolen. Men netop mellem 1985 og 1995 skete der en voldsom udskiftning blandt de ansatte på skolen, hvorved der forsvandt flere, der selv var gammelherlovianere. Det har utvivlsomt medvirket til nedgangen i kendskab til herlovianersproget blandt de ansatte som helhed. Det spiller ikke nødvendigvis nogen rolle for sprogets overleven. Hvis vi betragter herlovianersproget som herlovianernes sprog og ikke som sproget på Herlufsholm, går vi jo ud fra, at det er diplene, der viderebringer sproget fra generation til generation.
Det kan imidlertid også udmærket være institutionen som helhed, der befordrer sproget. Jørgen Hvidtfelt Nielsens beskrivelse i skolens officielle blad kunne tyde på, at skolen som institution i hvert fald ikke fornægter sproget. Det samme kan siges om interventioner fra Heis i midten af 1990'erne, hvor ord som gæve og bælmer blev søgt forbudt. Heis' sprogplanlægningsbestræbelser kan få en - formentlig utilsigtet - indflydelse på sprogets status for diplene.
Hvis det er de ansatte, der repræsenterer sprogets kontinuitet, kan de store udskiftninger mellem 1985 og 1995 have negativ betydning for herlovianersproget, omend måske kun forbigående. Efter nogle år kan den nye stab eventuelt have lært ordene og vænnet sig til at bruge dem i det daglige.
Hvis det på den anden side altså er eleverne, der bærer herlovianersprogets traditioner, ser vi et par klare ændringer. Alle grupper undtagen piplene har mindre kendskab til herlovianerordene i 1995 end i 1985. Undtagelsen skyldes sikkert, at piplene var et helt nyt fænomen i 1985, og derfor havde ingen af piplene været på skolen ret længe. I 1995 adskilte piplene sig på dette punkt ikke fra diplene, og der er da heller ikke nær så stor forskel mellem de to gruppers kendskab til herlovianersprogets særord. Det samlede billede er, at herlovianerne som helhed kender færre af ordene i 1995 end i 1985, og at de deler sig i kostelever over for dagelever i 1995, men i 1985 i kostdrenge over for alle andre.
Nu er det imidlertid ikke nødvendigvis rimeligt at måle herlovianeres kendskab til herlovianersproget med det samme spørgeskema med 10 års mellemrum - netop fordi ordene bliver skiftet ud i sproget. Derfor kan vi sige med sikkerhed, at sproget ikke er uddødt, og at der heller ikke er sikre tegn på dets snarlige uddøen. Vi kan også sige, at jo længere tid man har tilbragt på Herlufsholm, jo bedre kender man sproget.
Men mere kan vi heller ikke sige med sikkerhed. Vi ved ikke, om vi ser de sidste krampetrækninger, eller vi ser en tilstand, som har været nogenlunde konstant gennem mange år. Når vi diskuterer sprogets overleven, skal vi jo huske på, at der i tidligere tider var langt færre herlovianere, og dermed langt færre gammelherlovianere. Alligevel har sproget holdt sig i live indtil nu. Det kan godt være, at dets rolle i den praktiske hverdag er en anelse mindre fremtrædende end tidligere, eventuelt for nogle af eleverne. Men hvis vi tæller, hver gang et herlovianertræk bliver brugt, og regner det samlede tal for en hverdag ud, bliver det sikkert højere end det ville være blevet i 1950. Simpelthen fordi der er flere til at bruge trækkene.
Herlovianersproget som ungdomssprog
Noget andet er, at de herlovianske sammentrækninger ikke er den eneste måde, eleverne på Herlufsholm danner nye ord på i slutningen af 1900-tallet. Slang-ord, der er dannet ganske som slang-ord i andre former for dansk, er ganske almindelige. De enkelte slang-ords levetid er imidlertid næppe helt så lang som de sammentrukne herlovianerords. I 1996-97 angav de daværende diple for mig blandt andet følgende ord som nogle, der kun blev brugt på Herlufsholm:
biff skældsord i tiltale
bübs penge
danbübs dankort
Eleverne er på det rene med, hvad der sker. De ved, at disse udtryk måske nok som enkeltord er særlige for herlovianske unge, men de ved også, at ordene som type ikke adskiller sig fra andre unges:
Der er også opstået mange "ukurrente" udtryk, der er bl.a. bubs, [bybs, bøbs], som betyder penge, håndgut, (karakteren 5) o.s.v. Alle disse nye ord, afspejler samfundet udenfor, hvor det også er meget moderne at lave halt umotiverede ordsammensætninger og så gå rundt og slynge om sig med disse, mange gange, intetsigende ord, indenfor sin egen omgangskreds.
I 1999 vil diplene ikke længere kendes ved disse ord. Men i stilene fra 1990'erne fremgår det, at herlovianernes indbyrdes sproglige omgangsform på mange måder minder om ungdomssprog, som vi kender det fra andre steder i den vestlige verden. Ungdomssprog er karakteristisk på flere måder. For det første er det kreativt: mange slang-ord har deres opkomst i ungdomssprog, og slang bruges hyppigt af unge mennesker. For det andet er det lydligt fleksibelt: unge mennesker taler ofte med større stemmemodulation end andre sprogbrugere, og ofte anvendes lyde, der ikke er egentlige sproglyde - disse lyde kaldes af og til "uartikulerede", men det beror faktisk på en alvorlig misforståelse, i virkeligheden er de særdeles præcist artikulerede. For det tredje er ungdomssprog ofte kooperativt: unge mennesker kan opbygge beretninger i fællesskab ved at færdiggøre hinandens sætninger, bidrage til fælles beskrivelser med lydeffekter og bifald og på andre måder markere fællesskab om en samtales emne.
Alle disse egenskaber genfinder vi i herlovianeres fælles omgangssprog. Kreativiteten er jo særdeles vel belagt i herlovianersprogets særgloser. Ikke alene i mekanismen, men også i de slang-prægede ord, der ofte ligger bag sammentrækningerne: tænk bare på nyster, naller, slær og solie.
De fleste herlovianere kender også til lyde, som betegner fænomener, personer eller karaktertræk, der har gjort sig fortjente til en uforbeholden kommentar. Fællessprogets piften efter yngre veldrejede damer har mange kammerater i ungdomssprog, ikke mindst blandt herlovianere. I 1990'erne har herlovianere i stilene beskrevet et signal, der afsendes som udtryk for hån eller mishag: den ene hånds fingre samles, og hånden trækkes baglænes op foran skulderen og forbi øret, idet der artikuleres et "diich" eller "daach" med høj stemme. Håndbevægelsen og lyden skal artikuleres præcist, ellers forsvinder effekten af udtrykket, og den talende udstiller sig selv til spot. Det er vigtigt for herlovianerne at beherske sådanne udtryk. Vi ved ikke, hvordan de opstår eller forsvinder, men mens de er gængse, forstærker de fællesskabsfølelsen og bidrager til sammenholdet. Netop derfor er det vigtigt at aflevere udtrykkene præcist, både på rette tidspunkt og med helt nøjagtig artikulation. Det kræver indsigt i og beherskelse af fællesskabets normer.
Det er slet ikke noget nyt, heller ikke blandt herlovianere. I 1950'erne var høpsehylet et af adskillige tilsvarende lydfænomener - og man kunne ingen vegne komme, hvis man ikke kendte det og forstod dets betydning. Udgangspunktet var Høpsen, en hører som - givet helt ubegrundet - blev tillagt påholdenhed som fremtrædende karakteregenskab. Den tilsvarende glose høpset udviklede sig til at betyde nøjeregnende i envher henseende. Således var tallet 999 i sig selv høpset, fordi det var småligt ikke blot at regne med 1000 i stedet for 999. Til det høpsede hørte en lyd, en stemt hæmmelyd, der blev artikuleret mellem tænderne i overmunden, tungespidsen og underlæben. Den skulle artikuleres på lige præcis den ene måde, og den kunne signalere alt, hvad der var høpset.
På samme måde ser vi i Achens ordbog fra 1940 opslaget om ordet klask, med betydningen lussinger, tæv, prygl. Achen understreger, at ordet skal udtales [klaðzk], og altså ikke lige ud ad landevejen [klasg] som det fællesdanske ord.
Herlovianernes indbyrdes sprog begrænser sig altså ikke til sammentrækningerne. Lydene hører også med - og begge dele har lange rødder tilbage i historien. Det er herlovianerne ved årtusindskiftet ganske klar over. Der er blandt eleverne en udbredt bevidsthed om den historiske dimension af herlovianeridentiteten. I stilene beretter eleverne gerne om deres stolthed ved at være herlovianere - og om at de ikke holder sig tilbage fra at skilte med deres tilhørsforhold ved at bruge sproget over for eller i hvert fald i selskab med folk, der ikke kender sproget:
Herlovianersproget er uden tvivl en af de stærkeste midler eleverne besidder til at adskille sig fra de "normale" unge mennesker i det danske samfund. Det er utroligt svært at afskaffe på grund af dens tradition og dens formål. Man har en helt klar følelse af at man er mere end andre på grund af herlovianersproget, man er unik. Sammenholdet der fremkommer på Herlufsholm ser man ikke mange andre steder og sproget spiller en stor rolle i elevernes selverkendelse.
Herlovianersproget bliver derved lige præcis et middel til dels at symbolisere og virkeliggøre fællesskabet mellem herlovianere, dels at holde ikke-herlovianere udenfor. At herlovianeridentiteten ikke bare er et spørgsmål om, hvad vi har fælles, men også om, hvordan vi er anderledes (og selvfølgelig bedre) end de andre, er myten om skokserkampene et glimrende tegn på. Myten har en historisk side: det har altid været en eller anden gang i fortiden, kampene fandt sted. Vi har ingen øjenvidneberetninger, man adskillige henvisninger til "for nogle år siden". Myten har også et "os" og et "dem" - kernen i al social grænsedragning. Det er ikke noget tilfælde, at myten har levet i over hundrede år, og at den optræder solidt placeret i de to herlovianerordbøger. Sproget og myten har i mange mange år været integrerede dele af herlovianernes fællesskabsfølelse.
Det betyder selvfølgelig ikke, at alle herlovianere er halleluja-venner. Der er stadig hierarkier blandt herlovianere, og sproget er både kriterium for og markør af den enkelte herlovianers plads i hierarkierne. I 1999 diskuterede jeg med to 1.G-klasser og med to 7.klasser, hvem der kunne tillade sig at finde på nye herlovianerord - og regne med at få dem udbredt og accepteret blandt herlovianere. Det faste svar er, at man helst skal gå i ældste klasse, og nok også helst være kostelev - og så skal man måske også være personligt populær blandt de øvrige elever.
Ingen elever kunne forklare, hvorfor Mygningen hedder Mygningen, men Klosterbygningen ikke Klygningen - og de færreste skulle have noget af at forsøge sig med at bruge en ikke-etableret sammentrækning over for andre herlovianere. Risikoen for at træde uden for normerne var for stor. I 1.G sammenlignede eleverne ligefrem brugen af en ikke-etableret sammentrækning som Lården (for Lassengården) med det at gå med hvide sokker: helt igennem grimt, smagløst, pøbelagtigt og uacceptabelt. Ligesom herlovianersproget kan bruges til at trække grænsen over for ikke-herlovianere, kan det også bruges til at banke mindre magtfulde herlovianere på plads. Flertallet af herlovianere i 1990'erne har oplevet at blive verbalt løbet fuldstændig over ende ved bordene de første dage. Oplevelsen af at stå udenfor, af ikke at være med, er beskrevet i mange af de stile, jeg har fået af herlovianere - og erkendelsen af selv at triumfere, når man var kommet med, og nye begyndere kom til, findes også hos mange. Herlovianere ved, at sproget både er et middel til at skabe sammenhold og et middel til at holde andre på plads:
Det er stadigvæk eliten af hierakiet, der indfører nye ord, og det er dem som bruger det, og dem, der gerne vil være som eliten, bruger det også, men jeg føler ikke længere et ønske om at være som dem, da jeg så at sige har fundet ud af, hvem jeg er. Det har givet mig et indtryk af, at de mennesker der bruger de nye ord oftest, er nogle meget usikre og uselvstændige personer. Specielt dem, der bruger ordene bare for at bruge dem, og ikke for at udtrykke noget. Derfor vil min venneskreds bestå af folk, der bruger sproget som noget naturligt og ikke påtaget. Min holdning til herlovianersproget vil nok stille mig om ikke i bunden, men så i midten af hierakiet.
Sproget er ikke den eneste side af livet, der er knyttet til hierarkierne. I 1999 kunne diple berette om, at kun 3.G havde lov til at færdes ad Runde Trappe på Skygningen og brandtrappen på Mygningen. De yngre gymnasieelever fandt sig, under stærk hensyntagen til deres egen forventede position inden for de nærmeste år, i denne privilegering af ældste klasse. Nogle fremhævede dog den godmodige pointe, at hvis det virkelig betød så meget for ældste klasses selvrespekt at have eneret på en trappe, så skulle de da have lov til det.
Sproget føjer sig til en række af fænomener blandt de unge mennesker, som er underkastet ændringer i mode. Måske indtræder ændringer i sprogets ordforråd ikke helt så brat og voldsomt som strømpers farve, men alligevel. Diplene er særdeles opmærksomme på, hvad der hører sig til, og hvad der ligger uden for det, man kan tillade sig. Denne opmærksomhed er også i høj grad herlovianersproget til del.
Herlovianersproget er ved 2000-tallets begyndelse så centralt et fænomen på Herlufsholm, at ingen kommer uden om det, hvad enten deres holdning til det er negativ eller positiv.
Henvisninger:
Danske stile fra ca. 100 herlovianere 1996-1999, om sprog i almindelighed og herlovianersproget i særdeleshed.
Niels Aarup: Herlovianerord kendt og brugt 1948-1951. Manus Ballerup 1989.
Svend-Tito Achen: Ordbog over det herlovianske sprog. Næstved 1940.
- N. Jørgensen: Herlovianersproget 1985. In: M. Nielsen (red): Skovkloster-Herlufsholm 850. Næstv. 1985, 42-49.
- N. Jørgensen: Ungdomssprog og gruppeidentitet. Om herlovianersproget, en skoleargot. In: Ulla-Britt Kotsinas, Anna-Brita Stenström och Anne-Malin Karlsson (utg): Ungdomsspråk i Norden. Stockholm 1997, 136-146.
Ebbe Neergaard: Ordbog over skolesproget på Herlufsholm. København 1922.
Jørgen Hvidtfelt Nielsen: Må en bæl puse i svulen? Om det levende herlovianersprog. In: Herlufsholm-kontakt august 1975, 11-13.
+++
Medlemsbladet Herlovianeren
Bladet "Herlovianeren" udsendes til Herlovianersamfundets medlemmer, skolens hørere samt 3.g’erne og indeholder alt fra indlæg fra gammelherlovianere, annoncering af arrangementer til personalia.
Herlovianeren udkommer 4 gange årligt i februar, juni, september og november/december.
Sommernummet er slået sammen med skolens blad "Kontakt" som et særnummer.
Som noget nyt, er det muligt at få adgang til Herlovianeren online så du kan læse bladet lige når du har lyst.
Husk, at man skal være medlem af Herlovianersamfundet og være logget ind før du kan få adgang til bladene.
