Det er en stor glæde, at Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Herlufsholm Sognefond, Menighedsrådenes Fond til Udsmykning af Danske Kirker sammen med Herlufsholm har bevilliget tilsammen i alt kr. 504.000 til udskiftning af de faste tekstiler i Herlufsholm Kirke. Donationerne har muliggjort igangsættelsen af den første etape af projektet, som er udarbejdelsen af i alt fire nye antependier, hvoraf det første antependium (grønt) er blevet opsat i Herlufsholm Kirke. Projektet omfatter desuden nye kor-og podietæpper samt en ny løber. Restfinansieringsbehovet for projektet er efter donationerne kr. 1.307.800. Arbejdet forestås af kunstneren Martin Nannestad Jørgensen.
Antependierne og de nye kor-og podietæpper forventes færdiggjort i 2014, idet det samlede projekt senest skal stå færdigt i januar 2016, hvor Herluf Trolles 500 års fødselsdag fejres.