Sjællandske Næstved bragte 22. november 2014 en artikel af Anna C. Møhl, hvor hun fortæller om Suste Bonnéns nye fotobog, der bl.a. omhandler Herlufsholm Kostskole:
"» De bevarer Danmark - kærlighed til fredede huse « . Det er titlen på portrætfotograf Suste Bonnéns fotobog, der udkommer 24. november.
I bogen besøger hun mere end 40 fredede huse og deres ejere rundt om i Danmark.
I Næstved har hun været forbi Herlufsholm Kostskole, som hun også tidligere har lavet et fotobog om. I 2004 udgav hun » Et helt liv « , hvor hun gennem billeder og tekst fortalte historien om den kostskole, hun med bævende hjerte overlod sin søn til.
Hun er taget tilbage til skolens traditionsrige Fugleskydningsdag, som er den første dag efter skolestart, hvor forældre og andre gæster inviteres på skolen.
Mange medbringer en frokostkurv til picnic på græsplænen ud for Susåen.
Et led i kæden
Hendes skud viser et af nutidens synonymer med Danmarks ældste kostskole, ledende kostinspektør Niels Koefoed, der leder de store elevers procession.
-Jeg har det lige som de unge, der bor her, jeg føler mig som et led i kæden. Vi bliver alle en del af fortællingen om Herlufsholm, når vi bor og arbejder her. Vi identificerer os med stedet her, som man måske ikke gør på så mange andre skoler.
Jeg har lagt 32 år af mit liv i de forskellige historiske bygninger her på Herlufsholm, siger Niels Koefoed.
Mennesket bag bygningen
Bogen hylder dem, der med stor kærlig bevarer og fornyer huse og bygninger.
Suste Bonnén fortæller, hvordan disse mennesker passer på, maler, graver, kalker, støtter, river ned, bygger op og skaber historie, mens de tager sig af Danmarks kulturarv.
-Mine egne år i et fredet hus, Karnaphuset i Rønne, har lært mig, hvor højt vi mennesker kan komme til at elske vores huse. Det er denne kærlighed, jeg gerne vil formidle videre, siger hun.
Suste Bonnén har været hele landet rundt for at tale med de mennesker, der nidkært bevarer fredede ejendomme. Hun har været på Klitgården i Skagen og Mejlen i Aarhus over Hagenskov Gods og Hindsgavl på Fyn til 90 beboere på Christiansø.
» De bevarer Danmark « har bidrag af kulturminister Marianne Jelved.
Suste Bonnén er fotograf, kunstner og cand. mag. i musik. Hun er medlem af Det Danske Akademi for de Skønne Kunstner.
I Danmark er der knap 9.000 fredede ejendomme.
Store som Herlufsholm Skole - små som fiskerhusene i Dragør.
Vi bliver alle en del af fortællingen om Herlufsholm, når vi bor og arbejder her Niels Koefoed, Herlufsholm Skole