Diplene Ruben Wagenvoort og Anton Stanchev fra 8. klasse er netop vendt hjem til Herlufsholm efter en måneds ophold som udvekslingselever i Indien. Efter hjemkomsten var hjemvendt fortalte de om deres oplevelser til Sjællandske.
"I 25 grader og iført en varm skoleuniform spæner 13-årige Ruben Wagenvoort, som normalt går i 8. klasse på Herlufsholm Skole, afsted på det kæmpemæssige areal bag seks meter høje hegn, der udgør The Doon School i Indien. Han skal melde sig på en præfekts kontor, inden han igen skal løbe tilbage til sit værelse langt derfra og skifte til en anden uniform.
Dette gentages tre gange og tager hele den 20 minutter lange pause, som kostskoleeleverne ellers har om formiddagen. Ruben Wagenvoort er i gang med at udføre en straf, som skolens ældste elever kan uddele til de yngre for forskellige forseelser og regelbrud. De kan dog ikke gøre det til Ruben Wagenvoort, for han er udvekslingsstudent fra Danmark, men den 13-årige dreng vælger alligevel at prøve straffen for at få en idé om, hvor krævende den er.
-Det var rigtig hårdt, og man skulle løbe meget hurtigt for at nå det. Man kunne altid se, hvilke elever der havde udført straffen i pausen, for de mødte op bagefter med meget sved på panden, fortæller Ruben Wagenvoort, der sammen med sin rejsekammerat, Anton Stanchev, nu er tilbage i vante rammer på Herlufsholm.
En anden gang under det netop overståede indiske skoleophold havde en af Ruben Wagenvoorts otte værelseskammerater ladet lyset brænde i værelset, mens drengene var til lektielæsning. Her udnyttede danskeren dog sin status som udvekslingsstudent, så han slap for sammen med resten af eleverne i huset at skrive » Saving power will get benefits for Mother Earth « 500 gange på en kridttavle. -Der var også andre fysiske straffe, hvor eleverne skulle lave armbøjninger på knoer, albuer og så videre i en periode på mellem 10 og 30 minutter, beretter Ruben Wagenvoort om de fremmede forhold på kostskolen.
Den har 600 elever, primært drenge, men også mellem 10 og 15 piger, som er døtre af de lærere, der også bor på skolen. Den ligger helt isoleret fra resten af byen Dehradun og minder lidt om et fængsel: Eleverne lystrer numre og ikke navne, og i alt 100 vagter er ansat til at patruljere hele vejen rundt om skolen i samtlige af døgnets 24 timer. -Når der skulle biler ind på skolen, blev der med et spejl kigget efter bomber under dem. Skolen har nemlig mange elever, som er børn af betydningsfulde forældre.
Flere prinser har gået der under hemmelig identitet, fortæller Ruben Wagenvoort, der trods de anderledes forhold er rigtig glad for sin indiske oplevelse. Det samme er den et år ældre Anton Stanchev, som kalder turen » uforglemmelig « . -Jeg mødte mange mennesker, som jeg helt klart vil holde kontakten med i fremtiden. Livet var helt anderledes end herhjemme, for der var ikke noget Facebook eller Playstation. Så i fritiden spillede jeg skak, læste bøger og diskuterede bøgerne med de andre. Det var en dejlig oplevelse, siger Anton Stanchev og fortsætter: -Uden de sociale medier, bliver livet faktisk mere socialt. Man spiller squash, snakker og slapper af sammen på en anden måde.
Også selve skolelivet i Indien var noget helt andet end i Danmark: -Timerne var meget anderledes. Vi var 28-30 elever i alle klasser, og alt blev skrevet i hånden og på gammeldags kridttavler. Der var også meget fokus på at huske termer og fakta, som skulle bruges til eksaminer, forklarer Anton Stanchev og suppleres af Ruben Wagenvoort: -Timerne varede kun 35 minutter, men de føltes meget længere, fordi man hele tiden sad ned og skulle skrive alt ned, hvad læreren sagde.
De to skoledrenge er nu tilbage i Næstved, og det er i grunden meget rart. -Trafikken er jo helt rolig her. Den var forfærdelig i Indien. De farer afsted højre og venstre om de andre biler, og pludselig står der en ko midt på vejen. Vi oplevede også aber på vejen, griner Anton Stanchev. -Du lægger virkelig dit liv i chaufførens hænder, når du sætter dig ind i en bil derovre. Selvom han på grund af trafikken ikke kan køre hurtigere end 30 eller 50 kilometer i timen, så føles det som 200, fordi du kører rundt i det her mylder af mennesker, køer og aber, tilføjer Ruben Wagenvoort.
Begge drenges maver klarede også turen fint, trods den store forskel mellem det danske og indiske køkken. Men: -Vi fik ris hver dag! Det første, jeg sagde til min mor, da jeg kom hjem, var, at hun ikke behøver lave boller i karry lige foreløbig, slutter Anton Stanchev med et smil.