Gangbroen "Hvide bro" over Susåen blev uden varsel fjernet i 1963. Ordren blev givet af daværende forstander baron Axel Reedtz-Thott, der ikke ville bruge Herlufsholms penge til at vedligeholde den gamle bro.
I forbindelse med Herlufsholms 450 års jubilæum ønsker Næstved Kommune den hvide bro genopført, og den er tænkt som en jubilæumsgave til Herlufsholm. De støbte fundamenter står der stadig, og det er planen, at den nye bro skal hvile på de gamle betonfundamenter. Den største ændring er dog, at den nye bro bliver i mere moderne design og konstrueres, så den kan leve op til en række forskellige krav, f.eks. at maskiner kan komme til at rense åen og at små park-traktorer kan køre over den. Med ramme af stål og egetræsplanker på gangfladen bliver broen både smuk og vedligeholdelsesvenlig. På hver side af broen placeres et våbenskjold - Næstveds byvåben på den ene side og Herlufsholm våbenskjold på den anden.
Den nye bro er budgetteret til ca. 1. mio. kr., og det er Næstved Kommune, der står for indsamling af midler til projektet. Byrådet har bevilliget ca. 1/3 af midlerne til gaven, hvor private personer og virksomheder inviteres til at bidrage til den resterende del af finansieringen. Alle privatpersoner, der donerer til broen med mindst 200 kr. vil få deres navn nævnt på en "sponsorplade", som sættes op ved broen.
Som privatperson kan du overføre det beløb, du ønsker at bidrage med til broens bankkonto i Danske bank: 4343 11510426. Skriv det navn du ønsker på sponsorpladen i kommentarfeltet, ved overførslen. Her kan du også skrive, hvis du ikke ønsker dit navn på sponsorpladen.