Ann K. Hansen fortæller om, hvordan hun som elev startede på Herlufsholm og senere vendte tilbage som underviser og en del af skolens ledelse.
Mens jeg voksede op som udenlandsdansker drømte jeg tit om mit fødeland - om Dannebrog, bacon og friske jordbær - uden at lytte til min mor, som insisterede på, at Danmark var fyldt med kedelige, kolde og regnfulde dage.
Da jeg som 17-årig endelig fik chancen for at komme af sted, tog jeg til Herlufsholm - en imponerende kostskole ved Susåens bredder i Næstved syd for København.
At blive voksen på en skole i et fremmed land
På Herlufsholm fandt jeg mig selv - jeg begyndte at forstå min personlighed som en unik blanding af amerikaner og dansker. Det var muligt, fordi Herlufsholm omfavnede mig med sine stærke, danske traditioner, den særlige danske omsorg, mad, morgensang, hygge og et uddannelsesmæssigt fokus på selvstændighed og kritisk tænkning.
Jeg kan stadig huske mine første dage på elevgården - jeg boede på Pernille Gøye Gården - hvor jeg stod sammen med de andre piger til et første, akavet møde og en tår saftevand. Mange af disse piger regner jeg stadig blandt mine bedste veninder den dag i dag.
Et netværk, der varer livet ud
Det er egentlig det, mere end noget andet, som Herlufsholm kan. Jovist, slog jeg rødder, fandt min egen vej og blev evigt forelsket i denne gamle, smukke skole, men vigtigere er det, at Herlufsholm gav mig et netværk af venner, der på mange måder blev som familie, og som stadig har en fremtrædende rolle i mit liv.
Ud af de 9 gudmødre og -fædre mine børn har, er 7 af dem fra Herlufsholm.
Vi spiller stadig en aktiv rolle i hinandens liv, både i forhold til dagligdagens finurligheder, besøg i ferier og i de store, komplicerede spørgsmål.
Når man bor på en elevgård med ligesindede
Jeg kom fra et hjem, hvor jeg var vant til at have min egen del af huset, egen bil og stor selvbestemmelse i hverdagen. Det var noget af en omvæltning at starte på Herlufsholm og finde ud af, at jeg skulle sove i fællesrummet på sovesalen! Med åbne vinduer!! Og 24 andre piger!!!
I dag vil hverken jeg eller de nuværende elever på Herlufsholm opgive den nærhed, som det giver at leve side om side med kammeraterne. Det er en stærk modgift til den stigende individualisering, som vi i høj grad oplever med det online parallelunivers i samfundet i dag.
På sovesalen er der ingen mobiler, men snarere en god veninde at snakke med om dagens oplever - hvad gik som planlagt, og hvad gjorde ikke… Vores sovesal gav en form for nærhed, som man ikke finder andre steder og som - kombineret med sovesalslæreren, der bor sammen med os - giver muligheden for virkelig at lære nogen at kende, hvilket ellers kan være svært i dag.
Hvorfor vender vi tilbage til Herlufsholm?
Sidste år vendte en tidligere kollega tilbage til Herlufsholm for at deltage i et 25 års jubilæum for en anden kollega. Der blev jeg undrende spurgt af en anden, hvorfor dog min gamle kollega ville rejse tre timer med en nyfødt, og jeg svarede "Fordi vi holder af hinanden".
Herlufsholm bliver ligesom en familie. Hvis du en dag skulle komme forbi til Fugleskydningen i august, vil du se, hvordan tidligere elever med glæde finder gamle lærere for at give dem et kram og opdatere dem om, hvad de har lavet siden de blev studenter.
Det er denne ægte interesse fra lærerne, som hjalp mig gennem universitetet efterfølgende - og som for mig personligt ikke kun var karakteristisk for mine tidligere lærere, men også fra tidligere elever i skolens alumnisamfund, som så, at mine forældre var langt væk og som gav mig det støttende netværk, som hjalp mig gennem de hårde perioder af studietiden.
Hvorfor vender vi tilbage til Herlufsholm?
Sidste år vendte en tidligere kollega tilbage til Herlufsholm for at deltage i et 25 års jubilæum for en anden kollega. Der blev jeg undrende spurgt af en anden, hvorfor dog min gamle kollega ville rejse tre timer med en nyfødt, og jeg svarede "Fordi vi holder af hinanden".
Herlufsholm bliver ligesom en familie. Hvis du en dag skulle komme forbi til Fugleskydningen i august, vil du se, hvordan tidligere elever med glæde finder gamle lærere for at give dem et kram og opdatere dem om, hvad de har lavet siden de blev studenter.
Det er denne ægte interesse fra lærerne, som hjalp mig gennem universitetet efterfølgende - og som for mig personligt ikke kun var karakteristisk for mine tidligere lærere, men også fra tidligere elever i skolens alumnisamfund, som så, at mine forældre var langt væk og som gav mig det støttende netværk, som hjalp mig gennem de hårde perioder af studietiden.
Ann K. Hansen '93