Informativt og spændende Netværksarrangement

Netværksarrangement hos Cowi.jpg
23 jan 2018

Tirsdag den 16. januar afholdt Herlufsholm Alumni endnu et netværksarrangement. Denne gang hos den rådgivende ingeniørvirksomhed COWI.

Med god spredning på årgangene, nød de tilmeldte Gammelherlovianere tydeligvis hinandens selskab samt den spændende og informative præsentation, som de to værter Lisbeth Nedergaard '88 og Christoffer Truelsen '91 engageret leverede.

Rundt om i lokalet, var der til lejligheden, opsat flotte fotografier og illustrationer af COWI's mange projekter, som skabte et tydeligt billede af professionalisme, faglighed og dedikation.

Efter en præsentation af COWI som virksomhed, ved Lisbeth Nedergaard, tog Christoffer Truelsen med sine 15 års erfaring hos COWI netværksarrangementsdeltagerne med på en rejse igennem COWI's imponerende projekter og resultater.

Med udgangspunkt i Lillebæltsbroen, som blev banebrydende for COWI's fremtidige broprojekter i Danmark og resten af verden, præsenterede Christoffer i ord og billeder, den ene fascinerende bro efter den anden, og alle med fortællinger om udfordringer, faglige detaljer og tanken bag hvert enkelt byggeri.

I forhold til infrastruktur kunne netværksarrangementsdeltagerne høre om COWI's arbejde med den Københavnske Metro, som startede allerede tilbage i 1991. Arbejdet har blandt andet ført COWI videre til metroprojektet i Doha, som skal klargøres til VM i fodbold i 2022. På nuværende tidspunkt er 80 mand fra COWI beskæftiget med projektet. Også projekter som Metrosystem og konstruktionen af al infrastruktur under en komplet ny bydel i Mekka til pilgrimsrejsende, kan COWI lægge navn til.

Christoffer er selv ansat i den del af COWI, der hedder Bridge, Tunnel and Marine. Her arbejdes der blandt andet med et system, der skal forhindre oversvømmelser i USA. Afdelingen, der beskæftiger ca. 30 forskellige nationaliteter, er også COWI's yngste med sin opstart i 1995.

På det personlige plan tog Christoffer netværksarrangementsdeltagerne med på en fortælling om sit private eventyr, da han og familien valgte at flytte til Dubai i 4 år. I Dubai var Christoffer leder af et COWI kontor, og kunne fortælle om de sjove, og til tider udfordrende situationer man kan opleve, når man skal lede og samarbejde på tværs af nationaliteter og kulturer.

Efter en yderst aktiv spørgerunde, gav Tim Petersen '91, Direktør på Herlufsholm, de fremmødte Gammelherlovianere et indblik i, hvad der rører sig på deres gamle skole i øjeblikket. Og også her udmundede det sig i en aktiv spørgerunde, især med fokus på Gammelherlovianernes genkendelse af deres egen tid på Herlufsholm.

Herlufsholm Alumni takker for et yderst vellykket arrangement.

Billeder fra arrangementet kan ses i galleriet HER (Husk at logge ind)

Herlufsholm Alumni arbejder løbende på nye netværksarrangementer. Vi hører meget gerne om input eller forslag til kommende netværksarrangementer. Du kan holde øje og tilmelde dig vores arrangementer HER