Ny måling: Positiv udvikling i elevtrivsel på Herlufsholm Skole
Børne- og Undervisningsministeriets årlige nationale trivselsundersøgelse viser positiv udvikling i gymnasieelevernes trivsel på samtlige parametre i 2022. Den nyligt lancerede handlingsplan for øget trivsel og skoleudvikling skal bidrage til at løfte niveauet endnu mere fremover.
Resultaterne af Børne- og Undervisningsministeriets seneste nationale trivselsmåling viser, at der for Herlufsholms gymnasieelever er fremgang at spore i samtlige fem trivselskategorier. Undersøgelsen blev gennemført i december 2022.
”Vi har sat mange initiativer i søen for at forbedre elevernes trivsel, men vi havde ikke forventet at se en effekt i målingerne endnu. Så det er en dejlig overraskelse. Det er en lille fremgang, men trods alt et skridt i den rigtige retning,” siger tiltrædende rektor Gitte Nørgaard.
Resultatet af den nationale trivselsmåling viser, at gymnasieeleverne på Herlufsholm er blevet gladere for at gå i skole. Således giver herlovianerne scoren 4,4 ud af 5 på spørgsmålet ”Jeg er glad for at gå i skole” (hvoraf 5 er bedst). En stigning fra sidste år, hvor samme karakter lød på 4,2.
”Jeg oplever, at der er en god stemning blandt eleverne på skolen. Herlufsholm er for mange elever også deres hjem, og det, synes jeg, forpligter. Det er dejligt at se, at den oplevelse, vi har på skolen, også viser sig i målingen,” siger hun.
Hverken resultaterne af den tilsvarende trivselsmåling for grundskolen på Herlufsholm eller landsgennemsnittet for gymnasierne er offentliggjort af ministeriet endnu.
Handlingsplan skal give yderligere løft
Siden foråret 2022 har der på skolen og blandt eleverne været særligt fokus på øget trivsel, fællesskab, mobning og respekt for hinandens grænser. Målingen viser en reduktion i mobning i fem ud af seks parametre.
”Det har været et turbulent år, men det har også medført mange gode og sunde diskussioner blandt eleverne om grænser og godt kammeratskab, og hvordan Herlufsholm skal være et godt sted for alle elever at være og lære. Der er ingen tvivl om, at det er noget, som alle elever er blevet meget mere opmærksomme på, og vi oplever, at de gør en stor indsats for, at vi har positive fællesskaber på Herlufsholm. Derfor hæfter jeg mig også ved, at flere elever end sidst svarer, at de tit eller meget tit er glade for deres klasse,” siger Gitte Nørgaard og fortsætter:
”Vi er ikke i mål, for det er man aldrig, når det gælder den slags. Målingen viser, at vi går i den rigtige retning, og dykker vi ned i de underliggende spørgsmål på mobning, så viser tallene, at vi især har et arbejde foran os, når det kommer til den måde, eleverne taler til hinanden på. Eleverne har været meget engagerede i den udvikling, vi er i gang med, og en respektfuld omgangstone er noget af det, vi har fokus på. ”
Herlufsholm iværksatte en række initiativer i 2022 for at forbedre elevernes trivsel på skolen og har blandt andet med hjælp fra eksterne pædagogiske eksperter udviklet en handlingsplan for øget trivsel og skoleudvikling. Planen blev lanceret i efteråret 2022.
Planen er et redskab, der skal være med til at indfri ambitionen om at blive en skole, der går forrest i arbejdet med elevtrivsel, og som ligger helt i top i de nationale målinger. Den indeholder blandt andet oprustning på medarbejdersiden, efteruddannelse til medarbejdere og øget elevinddragelse.
Et af planens initiativer, der allerede er iværksat, er et nyt elevhus, også kaldet Dipel-huset, til alle elever fra 6. klasse til 3.g, der skal give rum for sociale aktiviteter blandt eleverne og styrke rammerne for gode fællesskaber både på årgange og på tværs af klassetrin.
Arbejdet med Dipel-huset blev igangsat i januar, og eleverne har selv været med til arbejdet med at planlægge og indrette de nye lokaler. Ambitionen er på lidt længere sigt, at der også skal være en tilhørende have.